Det forjættende alternativ
"Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten." Og Herren sagde til Moses: "Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk."
Dagen efter sagde Moses til folket: "I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd." Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: "Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører."
(2 Mosebog kap. 32 vers 7-10 og vers 30-32)
Man kan med rette klandre sprit.dk for overhovedet at give spalteplads til useriøse alternativer til gin/tonic. Vi ville da også helst isolere os i renhedens tempel og lade andre om at svælge i moderne lirumlarum og ungdommens let besynderlige løjer. I folkeoplysningens navn har vi dog valgt at bruge vores alviden aktivt – vel nærmest som en advarsel, så man ikke uforskyldt og uvidende træder ved siden af den smagfulde spiritus' smalle sti.
En anden bevæggrund er, at der faktisk findes et alternativ, vi ikke kan afvise – nemlig den klassiske Dry Martini. Også her må vi komme med en indrømmelse: på trods af en forholdsvist begrænset historik, mener vi, at James Bonds foretrukne drink må vises en smule ære og respekt. En langt stærkere begrundelse for at anerkende en Dry Martini er, at den udmærker sig ved at bestå af 80 % gin, 18 % vermouth, mens de resterende 2 % består af én oliven, lidt citronskal og måske en parasol eller andre overflødige rekvisitter, der fjerner fokus fra det væsentlige. Sugerør er ganske klædelige til en børnefødselsdag, men de har absolut intet at gøre i en drink!