
Et nymodens svar på spørgsmålet vil være: Vælg den gin der smager dig bedst! Intet kunne dog være mere forkert. Det er blevet uskik at invitere friheden inden for alle æstetikkens områder; "steg din bøf efter smag", etc. Det kan ikke afvises, at dele af befolkningen finder en slags glæde i at spise voldstegt oksekød. Men dem der siger, at det smager godt, lyver.
Det forholder sig på samme måde med gin. Der er en begrænset valgfrihed indenfor et afgrænset felt. Helt konkret betyder det, at der er tre, og kun tre!, producenter af Gin man bør overveje. Tanqueray, Bombay Saphire og Plymouth. Det vil sige, at man holder nallerne langt fra udbredte mærker som Beefeater og Gordons.
Så langt så godt. Tanqueray er den mest muskuløse, har den højeste spritprocent og kan vel bedst beskrives som enkel og kraftig. Bombay Saphire har vel nok et lidt mere feminint udtryk. Den er meget kompleks og indeholder ikke færre end 10 urter. Desuden udmærker den sig ved, at urterne "dampes" i forbindelse med destillationsprocessen, mens alle andre mærker tilsætter urterne efter destillation. Eneste minus er, at den til tider kan have en anelse for meget citrus og derfor er lige lovlig sommerlig til en kold vinteraften. Plymouth har endnu ikke fundet vej til min gane og lomme - men skal man tro Hackenbusch og APS er det det eneste rigtige valg. Der vil blive fulgt op på sagen.



